tirsdag den 6. marts 2012

"Vi er en del af et kæmpe stort bygningsværk, og vi mennesker er bittesmå"


Kristeligt Dagblad mandag 5. marts 2012

Et liv uden troen på noget større er et liv uden mål og mening, mener kunstner og forfatter Rune T. Kidde. Selv har han aldrig tvivlet på Gud, som han ofte søger gennem meditation, morgenandagt og gospel.




Af HELLE BASTRUP
Kunstneren og forfatteren Rune T. Kidde er kendt for sine mange illustrationer, fortællinger og romaner, men snart kan han også skrive prædikant på CV'et. Ligesom en lang række andre forfattere gæster han i løbet af det næste halve år prædikestolen i Sankt Jakobs Kirke på Nørrebro, hvor han deltager i såkaldte forfattergudstjenester. Og det at skulle ytre sig om Gud er ikke nyt for den 54-årige kunstner. Troen har fulgt ham, siden han var barn. og har - bortset fra en kort maoistisk periode - aldrig forladt ham. Ikke engang det at miste synet fik Rune T. Kidde til at miste troen på Gud. Tværtimod.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg tror på en Gud, der er meget større end vores bevidsthed og vores sanser. En Gud, der er i mig og i alt levende. Jeg har svært ved at sætte Gud ind i en bog eller en bibel, for det vil være en fortolkning, og Gud kan ikke sættes på ord. Det er fuldstændig umuligt. Vi kan godt prøve på det, men det resulterer ofte i tåbelige uenigheder og skænderier. Jeg kalder mig selv kristen og har endda studeret teologi et halvt år. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan se noget godt i andre religioner. Det, at jeg er kristen, handler for mig om, at det er den tradition, jeg er vokset op med, mens andre er vokset op med en anden.

•Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var meget dobbelt. Min mor havde en intellektuel tro, men den indebar ikke mange kirkebesøg eller bibellæsning. Men da hun døde af kræft i 1997, var hun meget troende og ville gerne begraves med en T-shirt på med et billede af Jesu ansigt. Min far derimod vedkendte sig aldrig nogen tro. Alligevel var den der, dog på en anden måde. Han var et meget følsomt menneske og illustrerede blandt andet Anna Sophie Seidelins genfortælling af Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. Jeg selv har altid troet på Gud og har altid været fascineret af det, der var større end mig selv. I min barndom var jeg dybt optaget af min oldefars gamle bibel og af en gammel billedbibel, vi havde stående. Jeg har altid tænkt meget over det guddommelige - og på ikke af lukke mit sind for det. Det handler om at holde sig vågen.


Rune T. Kidde i sit hjem i Roskilde. Foto: Søren Staal.


• Hvad har udfordret din tro?

Jeg har aldrig oplevet en stor troskrise - måske lige bortset fra, da jeg studerede teologi. Dér var ingen plads til troen, og jeg savnede tid til meditation og bøn. Men at kalde det for en decideret troskrise er nok for meget sagt. Egentlig har jeg aldrig oplevet en sådan krise, heller da jeg blev blind. På det tidspunkt havde jeg kæmpet med så mange depressioner, at jeg var udrustet til at kæmpe mig igennem den krise, det var at miste synet. Faktisk har det at blive blind styrket min tro. Det har styrket min sjette sans - det at fornemme det guddommelige. Jeg bruger sansen til at sanse de svar, der ligger både uden for og inden i mig selv. Og svarene er der. Det er der ingen tvivl om.
Jeg har altid haft en tro, men ikke altid på Gud. Da jeg var helt ung, kastede jeg min tro på Mao. Den forsvandt dog hurtigt igen. da jeg fandt ud af, hvem han var. Det eneste, det udfordrer min tro i dag, er de mange dagligdags gøremål. Ofte glemmer vi, at sindet og verden er meget, meget større, end vi drømmer om. Vi er en del af et kæmpe bygningsværk, og vi mennesker er bittesmå. Vi tror, vi kan alt. Men jo mere vi måler, jo mere kommer vi væk fra Gud. Hvis du ikke tror på noget, der er større end dig selv, så har du ikke noget mål og ingen mening med dit liv.

• Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg har, siden jeg var fem år, haft svær sukkersyge og var ved at dø af det for halvandet år siden. Da jeg lå syg i min seng, havde jeg en besynderlig oplevelse. Jeg modtog et klart billede fra Gud. Det lyder måske underligt. eftersom jeg er blind, men jeg så mine afdøde forældre stå foran vinduet på hospitalsstuen. Det gav mig oplevelsen af et stærkt nærvær og af, at der eksisterer nogle bånd, vi ikke ser til daglig, men som er der. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at der eksisterer noget, der er større end os selv. Jeg mærker det hver dag.

• Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg ser det som en gave, at jeg har Gud at henvende mig til - og få svar fra. Det er ikke altid, svaret kommer, når man forventer det, men det kommer. Man må stille sin egen bevidsthed klar - og så kommer der et svar før eller siden. Meditation er blevet en vigtig del af mit liv. Jeg bruger det for eksempel, hvis jeg har problemer med at få skrevet et kapitel. Så lægger jeg mig ned og mediterer mig til en løsning. Jeg har altid fået svar. Derudover bruger jeg også det at korse mig. Det er et godt, gammelt ritual, som jeg bruger, når jeg kan mærke, jeg har brug for at lede mine tanker i den rigtige retning. Ritualet har selvfølgelig en sammenhæng med Jesus på korset, men for mig er det mere et redskab, end det er noget i sig selv. Jeg kommer desværre ikke så meget i kirke, som jeg gerne ville, men hører tit radio-gudstjenesterne og hører morgenandagten hver dag. Det holder jeg meget af.

•Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Gospelsangerinden Mahalia Jackson. Hun var fantastisk til at synge. Jeg er utroligt glad for gospelgudstjenester og beundrer måden at opbygge en gudstjeneste på. Det er formidabelt. I den danske gudstjeneste skal vi være så glade, men det kan nemt virke kunstigt. Glæden i gospel er ægte. Det er fantastisk at deltage i en gospelgudstjeneste. Den rammer en ekstase, der er klargørende. Man bliver løftet af del.

•Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg vil gerne nævne tre råd, for jeg har svært ved at vælge mellem dem. Det første er et råd. jeg har fået af Piet Hein, da jeg var ganske ung og netop flyttet til København. Han besøgte mig i en gammel, saneringsmoden lejlighed og dedikerede en bog med grukket: Gro i ro - lær af træer. Det råd har jeg bevaret inde i mig selv. Det har givet mig tålmodighed: Alting skal have sin tid.
Det næste råd har jeg fået fra min gode - nu afdøde -ven præsten Bent Lumholt. Rådet gav han mig. mens han var døende af prostatakræft, og det lyder: "Man ska' ænt la' røven sænk før end bjælken knækker", som hans oldefar sagde på vej over åen. Man skal ikke gå og frygte for det, der kommer. Man skal være i nuet. Før jeg blev blind, brugte jeg en masse energi på at frygte det at blive blind. Men den angst havde intet at gøre med, hvordan det reelt var da det faktisk skete.
Det sidste råd er fra Buddha: "Livet er ikke et problem, der skal løses. Det er en tilstand, der skal erfares."

At være menneske er bare en tilstand. Vi er ikke så vigtige, som vi selv tror.


RUNE TORSTEIN KIDDE
Født 1957 i Odense. Rune T. Kidde har i mange år arbejdet som tegner, forfatter og fortæller og har udgivet over 100 bøger. 1983 fik han sin digtdebut med ”Gjort bedre før" og i 1986 sin børnebogsdebut med ”EN KATTENS HISTORIE” I 1993 fik han sin romandebut med ”Rejsen til Alvilva” og herefter er fulgt adskillige bøger fra Rune T. Kiddes hånd i 1990 blev Rune T, Kidde blind, men karrieren blev på ingen måde indstillet. Han begyndte samme år som freelancer for Danmarks Radio. Derudover fulgte jobs som blandt andet radioanmelder for Politiken og manuskriptforfatter på "Anders And og Co.”.

Kommende gudstjenester og forfattergudstjenester i Sankt Jakobs Kirke


Ingen kommentarer:

Send en kommentar