onsdag den 3. oktober 2012

Mit bidrag til DANSK PEN's Afghanske børnebog: De fire venner - og andre danske børnehistorier


Med tak til Martine Noring, som har sendt filerne med sine tegninger til mig.
Bogen blev udgivet i Afghanistan af DANSK PEN 2012.


DRENGEN, DER IKKE KUNNE SYNGE.

Der var engang en far og en mor, som ikke gad at synge. De boede i en stor by, og det mærkelige ved dem var, at fordi de aldrig sang, så tænkte de aldrig på andet end sig selv. De havde penge og biler og dyrt tøj, men de havde aldrig holdt af nogen.  En dag fik de også en dreng, der aldrig lærte at synge. Han tænkte heller aldrig på andre end sig selv. Jo større, han blev, jo mere tænkte han på sig selv. Familien havde forladt drengens bedstemor oppe i bjergene, fordi hun var så fattig, at hun ikke engang havde et tv-apparat. Hun kunne bare synge med sin gamle, knirkende stemme.
 - Hun er tosset! sagde drengens far og rystede på hovedet.
 - En skør, gammel kone! sagde drengens mor. Så kaldte hun på fem tjenestepiger, der skulle børste et støvkorn af hendes nye kjole. Drengen gad bestemt heller ikke at besøge sin bedstemor. Han var stolt, selvglad og drillesyg, og han var slet ikke til at have med at gøre. Han sparkede alle hundene i byen, og han slog dem med kæppe. De løb langt væk, bare de så ham komme. Han fangede også alle fisk i floden og slog dem ihjel. Så smed han dem i vandet igen, for han var nemlig aldrig sulten. Han fik så meget mad derhjemme, at han var blevet stor og tyk af fedt og sukker. Den tykke dreng kastede også altid sten efter fuglene og smadrede æggene i deres reder.  En aften, da mørket faldt på, samledes alle byens hunde for at finde ud af, hvad de skulle gøre for at slippe for drengens ondskabsfuldheder.
 - Jeg ved det sandelig ikke, sagde en stor, gul hund, der var deres leder. Den dreng er en plage, for han sparker os og slår os med kæppe, men vi kan jo prøve at spørge fiskene. Måske kan de hjælpe os. Så gik hundene ned til floden og spurgte fiskene. 



 - Vi ved slet ikke, hvad vi skal gøre, sukkede en stor, grå fisk, der var deres leder. Han slår os ihjel for sin fornøjelses skyld. Det er uudholdeligt, men vi kan jo spørge fuglene, hvad vi skal gøre. Så løb og svømmede de hen til fuglene.
 - Vi ved det ikke! Vi ved det ikke! Vi ved det ikke! Kvidrede fuglene. Den dreng er led! Han kaster med sten efter os og knuser vores æg.
 - Ja, sagde en stor, hvid fugl, der var deres leder, men nu skal I høre. Jeg ved, at der ovre i "De Glemte Tankers Dal" lever en mægtig hæslig hund og en mægtig hæslig fisk og en mægtig hæslig fugl, som er 100 gange større og 100 gange grimmere end alle os andre. Dem må vi spørge til råds, for de kan nemlig tænke glemte tanker.  Så tog alle hundene og fiskene og fuglene ud til "De Glemte Tankers Dal". Nattemørket var faldet på, da de nåede frem, men det betød ingen ting, for dalen lå mellem høje, stejle bjerge, der aldrig lod solens eller månens lys skinne derned. Derfor havde den store, grimme hund og den store, grimme fisk og den store, grimme fugl gemt solen og månen i deres hjerter, så de altid kunne huske den.
 - Hvad skal vi dog gøre med den ondskabsfulde dreng? spurgte alle hundene og fiskene og fuglene.
 - Jeg ved det ikke, sagde den store, grimme hund. Her i mørket ved vi nemlig slet ikke, hvad ondskab er.
 - Nej, fortsatte den store, grimme fisk. Vi har solen og månen i vores hjerter, og vi tænker aldrig på andet. Lys og mørke og grimt og smukt det er lige meget for os.
 - Ja, sagde den store, grimme fugl, men jeg kunne sprede mine vinger og flyve op mod morgensolen for at spørge den, hvad vi skal gøre, for solen ved alting. Det blev de enige om, og den store, grimme fugl løftede sine mægtige vinger og fløj ud af dalens mørke.




Da den kom op i lyset så man, at den var så forfærdeligt grim, at ingen, der så den, nogen sinde havde set noget grimmere. Fuglen fløj højere og højere, til morgensolen kluk lo i dens hjerte og hviskede til den, hvad den skulle gøre.  Den grimme fugl fra De glemte tankers dal fløj op i bjergene og fandt drengens bedstemors hytte. Der gik den gamle kone og samlede brænde til sit ildsted. Hun boede helt alene sammen med nogle få dyr, men hun sang altid sange om kærlighed og glæde og sorg. Den grimme fugl dykkede ned og huggede kløerne i bedstemorens tørklæde og fløj af sted med det. Fuglen fløj over bjergene og helt ned til den store by, og den landede uden for drengens hus. Den dag var drengen alene hjemme, fordi hans far og mor var til et rigt bryllup, hvor han ikke måtte komme med. Han kedede sig noget så slemt, og han sparkede sin hund og dræbte fisk i floden, og alle fuglene kastede han sten efter. Da var det, den store, grimme fugl lod hans bedstemors tørklæde falde ned foran hans fødder.
 - Hvad er dog det for et dumt tørklæde? sagde drengen surt og samlede det op fra jorden for at kyle det væk. Men da han rørte ved tørklædet skete der noget meget mærkeligt. På tørklædet vævede der sig ganske langsomt et billede af drengens bedstemor, og drengens bedstemor begyndte at synge til drengen.  
- Har du glemt mig, dreng? Skal jeg dø helt alene her oppe i bjergene? Skal vi aldrig spise sammen og le sammen og synge sammen mere? Da fyldtes drengen af en stor længsel efter sin bedstemor, og han begyndte at græde for første gang i sit liv. 



 - Stakkels bedstemor, hulkede han. Jeg vil ikke lade dig dø helt alene oppe i de høje bjerge! Så pakkede drengen sin rygsæk og gik af sted for at finde sin bedstemor, men i byens udkant sad den store, gule hund og gloede på ham.
 - Du må være taknemmelig, bjæffede hunden, for du kan synge, men jeg kan bare sige vov. Jeg vil bide dig med mine skarpe tænder så længe, jeg lever, men der er en måde du kan undgå det på. Næste gang, du ser mig, så skal du synge til mig:
 - Hvor er du smuk, du funkler som det fineste guld! Hvis du siger det, så skal jeg aldrig bide dig mere. Så vil jeg give dig al min hurtighed og styrke.
 - Men jeg kan ikke synge! råbte drengen, og så sprang hunden på drengen og jagede ham af sted og bed ham til han blødte og skreg. Drengen løb af sted alt, hvad han kunne over stok og sten. Så nåede han til floden og gik ud i den stærke strøm. Alle fiskene kom til, og alle fiskene bed ham og nev ham og nappede ham, til han ikke kunne stå på sine ben mere. Han faldt omkuld i floden og svømmede fortvivlet i den stærke strøm.
 - Du må være taknemmelig, sagde alle fiskene, for du kan synge, men vi kan bare tale fiskesprog. Vi vil bide dig og nippe dig og nappe dig altid, men der er en måde, du kan undgå det på. Næste gang, du ser os, så må du synge:
 - Hvor er I smukke, I skinner som kostbart sølv! Hvis du gør det, så skal du få al vores smidighed.
 - Men jeg kan ikke synge! råbte drengen, og han svømmede for sit liv. Det var i aller sidste øjeblik, han kom over på den anden side af floden og kravlede i land. Han var laset, træt og forbidt, og han lagde sig til at sove på flodbredden i mange timer, før han rejste sig og fandt nogle grene, han kunne bruge som stokke til at støtte sig med. Så begav han sig videre op mod bjergene og sin bedstemors hytte, mens han klagede:
 - Åh, jeg er så træt! Åh, det gør så ondt! Da faldt den hvide fugls skygge hen over ham, og fuglen begyndte at kaste store sten ned over ham.
 - Du må være taknemmelig, skreg fuglen, for jeg lever i de hvirvlende vinde og kan bare skræppe. Jeg vil hugge dig og hakke dig og kaste sten efter dig altid, men der er en måde, du kan undgå det på. Næste gang, du ser mig, så skal du synge:
 - Hvor er du smuk, du gnistrer som den ædleste ædelsten! Hvis du synger sådan til mig, så vil jeg give dig mit skarpe syn, der ser ting langt, langt borte!
 - Men jeg kan ikke synge! råbte drengen og krøb videre op ad bjerget, mens han blødte og græd. Han slæbte sig afsted, men til sidst kunne han ikke mere. Han faldt sammen i sneen og lå der så længe, at han begyndte at drømme. Han drømte, at der kom en gammel, syngende kone og bar ham til sin hytte. Hun lagde urter på hans blødende krop, og hun gav ham urter at spise og drikke. bedstemoren sang og sang, for den gamle kone var nemlig drengens bedstemor. Med et kunne drengen huske, hvordan det var at lege og synge og have det sjovt, og til sidst fik han farve i kinderne og lys i øjnene og begyndte at synge med. 




 - Har du det bedre nu? spurgte hans bedstemor.
 - Jeg har det rigtig godt, bedstemor, smilede han, og nu skal du komme med mig hjem til far og mor, så du kan lære os at synge, for det har vi nemlig alle sammen glemt. Så gik de af sted, og drengen var blevet helt slank af sin lange rejse. Da de så den hvide fugl, sang drengen og hans bedstemor:
 - Hvor er du smuk, Du gnistrer som den ædleste ædelsten! og i samme øjeblik blev fuglen forvandlet til bjergenes skinnende, hvide sne, og drengen kunne se så langt, at han kunne se helt hjem til det hus, hvor han boede. Der så trist og tomt og koldt ud.
  - Kom bedstemor, nu skal vi over floden, sagde han, og så gik de ned til floden, og drengen og hans bedstemor sang til fiskene:
 - Hvor er I smukke, I skinner som kostbart sølv!
 - I samme øjeblik blev alle fiskene til sølvklare strømhvirvler. Drengen følte en vældig smidighed. Først sprang han så højt, at han kunne se sine forældre komme hjem fra bryllup med deres flotte tøj i deres flotte bil, men de så trætte og triste ud. Så sprang drengen over floden i et eneste hop med bedstemoren i sine arme. De kom til byen, og de mødte den gule hund. Bedstemoren og drengen sang til den:
 - Hvor er du smuk, du funkler som det fineste guld!
 - I samme øjeblik forsvandt den gule hund i en gylden solstråle, og drengen følte dens hurtighed og styrke. Han løb hele vejen hjem med sin bedstemor i armene.
 - Hvem er det, du kommer løbende med? spurgte hans far og mor vredt.
 - Det er min bedstemor, sagde drengen. Jeg har hentet hende oppe i bjergene.
 - Tag hende væk, vi vil ikke have med hende at gøre! råbte drengens far og mor, men i det samme begyndte bedstemoren at synge. De kunne ikke lade være med at lytte, og lidt efter lidt blev deres ansigter mere milde. Deres øjne fyldtes af en glans, som ikke havde været der i mange år. Det var, som om de glemte alt om biler og penge og tv-apparater og kom i tanke om, at sangen var et mirakel, der boede i deres hjerter. Snart sang de alle sammen højt og klart. Så højt og klart, at alle tjenestefolkene og chaufførerne og rengøringskonerne også begyndte at synge med. Ja, sangen var så høj og klar, at den bredte sig over hele byen gennem markeder, forretninger og huse. Tyvene glemte helt at stjæle, snyderne glemte at snyde og bøllerne glemte at være bøller. Alle greb hinandens hænder og sang. Fra den tid af blev alting fredeligt i byen og i hele landet. Folk talte og sang sammen, og de glemte helt at lave røg og støj og møg og slås og skændes og stjæle. De ville meget hellere smile og lade deres øjne blinke til hinanden.
 - Hurra! råbte drengen. Nu skal vi alle sammen være lykkelige til vores dages ende! Men bedstemoren rystede mildt på sit gamle hoved og sagde:
 - Nej, vi vil ikke altid alle sammen være lykkelige. Nogle af os vil blive syge, og nogle af os vil dø, men når man synger, så helbreder man sit hjerte, så det bliver hurtigt, vågent, smidigt og stærkt. Derfor skal I altid huske at synge til hjerterne, for i hjertet bor livet og kærligheden.

Rune T. Kidde
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar