fredag den 29. marts 2013

Cab Calloway. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 44


Teksten på mit signerede foto: To Katie. The Honey drippers. Hi-de-ho. Cab Calloway.



Sanger, orkesterleder og danser Cab Calloway blev født Cabell Calloway III, d. 25. december 1907 i Rochester, New York, og døde den 18. november 1994.
Calloway voksede op i New York, ind til han flyttede til Baltimore, Maryland i 1918. Hans mor var organist og hans far advokat, og Calloway fik musikalsk undervisning gennem hele sin skolegang. 




Trods misbilligelse af jazz fra både hans forældre og lærere, begyndte Calloway alligevel at frekventere og i sidste ende spille på mange af Baltimores jazzklubber, hvor han fik støtte af både trommeslageren Chick Webb og pianisten Johnny Jones.
Hans forældre håbede, at deres søn ville blive advokat som sin far, men Calloway tilbragte de fleste af sine nætter på Dreamland Ballroom, Sunset Cafe og Club Berlin, hvor han optrådte som trommeslager, sanger og MC. På Sunset Café mødte han og optrådte sammen med Louis Armstrong, der lærte ham at synge i "scat" stil.
Familien flyttede tilbage til New York, hvor The Cotton Club i Harlem var det førende jazz spillested i landet. Her fik Cab Calloway and His Orchestra hyre som erstatning for Duke Ellington Orchestra, når de var på tourne. Calloway viste sig hurtigt så populær, at hans band kom til at optræde på samme vilkår som Ellington, og hans orkester begyndte at turnere over hele USA, når de ikke spillede på Cotton Club.





 Deres popularitet voksede til stadighed, mens Calloway optrådte fast på de to landsdækkende ugentlige live-udsendelser i radioen på NBC. Calloway havde en charmerende, pulserende optræden, der kom langt ud over scenekanten, og han blev et af tredivernes store jazz-ikoner. Hans 1931 hit "Minnie the Moocher" anses af mange for at være den første indspillede scatsang. Kunsten havde han lært af Louis Armstrong. Calloways kælenavn "The "hi‑de‑ho man", stammer fra omkvædet til "Minnie the Moocher". Sangen blev sammen med "St. James Infirmary Blues" og "The Old Man of the Mountain" indspillet til Betty Boop-tegnefilmene.  Calloway optrådte også i en række kortfilm for Paramount i 1930'erne. Calloway og Ellington blev præsenteret oftere på film end nogen andre af tidens jazzorkestre. I filmene kan Calloway ses udføre sin specielle dans "The bus", "forløberen for Michael Jacksons "Moonwalk-dans"”, kaldte han det selv 50 år senere.
  Calloway timede sine koncerter med offentliggørelsen af filmene, for at få mest muligt ud af den opmærksomhed, som de skabte. Hans band var et af de mest populære jazzorkestre helt fra starten af trediverne til sidst i fyrrerne med Calloway som mester i energisk scatsang.  De præsenterede mange kunstnere, som bl.a. trompetisten Dizzy Gillespie og saxofonisten Ben Webster.
Calloways andre store hits var bl.a. "Kickin the Gong Around" (1931), "Moon Glow" (1934) og "The Jumpin' Jive" (1939).





I 1941 fyrede Calloway, Dizzy Gillespie fra sit orkester efter at et skænderi brød ud på scenen. Da Calloway blev ramt af spytklatter, anklagede han fejlagtigt Gillespie, der dolkede ham i benet med en lille kniv.
I 1933-filmen ”International House” optrådte Calloway med sin klassiske sang," Reefer Man", en melodi om en mand, der foretrækker marihuana-cigaretter frem for alt andet. Filmen inkluderede Calloway band sammen med 22 Cotton Club dansere fra Harlem.
Han sang også en række duetter med Al Jolson i "The singing kid”, 1936, og Jolson og Calloway var begge frontfigurer i ligeberettigelsen af afro-amerikanere. I 1943 dukkede Calloway op i den højt profilerede 20th Century Fox-musical-film ”Stormy Weather”, der var en af de første film, der havde et hold af udelukkende sorte skuespillere og sangere.  
  I 1944 blev ”The new Cab Calloway’s hepster’s dictionary” offentliggjort, en opdatering af en tidligere bog, hvori han oversatte slangsproget jive for fans, der måske ikke vidste, at for eksempel "to kick gong around" var en henvisning til rygning af opium.
Calloway tilbragte to år med hovedrollen i musicallen Porgy and Bess i 1952-53. I 1976 udkom hans selvbiografi, "Of Minnie the Moocher & Me". Den omfattede hans fuldstændige Hepsters jive-Dictionary.




Calloway var med i utallige sceneproduktioner over årene og fik et filmisk comeback med sin uforglemmelige medvirken i 1980‑filmen ”The Blues Brothers”. I filmen var han iført sit velkendte showdress med hvidt slips og hvid kjolejakke, og han optrådte naturligvis med sit største hit "Minnie the Moocher". Cab Calloway var aktiv i showbusiness til sin død i 1994. 




Cab Calloway live sammen med bl.a. tegnefilmen Betty Boob, 1933 med nummeret "Minnie The Moocher".




Cab Calloway live med "Kickin the Gong Around", 1932.




Cab Calloway live med "The reefer man", 1933.




Cab Calloway med "Minnie the Moocher" fra filmen "The Blues Brothers", 1980.



fredag den 22. marts 2013

Fabian. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 43






Fabiano Anthony Forte med kunstnernavnet Fabian blev født d. 6. februar 1943 i Philadelphia, USA. Han blev opdaget som 14-årig i 1957 af Bob Marcucci og Peter DeAngelis, ejere af Chanecellor Records. På det tidspunkt ledte pladeproducenter i det sydlige Philadelphia efter teenage talenter med et godt udseende. Frankie Avalon, der også var fra South Philadelphia, foreslog Fabian.
Han havde lige oplevet sin far blive kørt syg væk i en ambulance, da han blev kontaktet om at blive sanger. Hans far kunne ikke arbejde længere, og som den ældste af tre brødre tog han chancen for at tjene nogle penge og hjælpe sin familie ved at synge. Han havde aldrig tænkt på det som en karriere, men som 15-årig vandt Fabian Silver Award som "den mest lovende mandlige vokalist i 1958", og inden længe samlede tusindvis af mennesker sig til hans koncerter. Sangskriverne Doc Pomus og Mort Shuman blev sat til at skrive for ham. Han udgav en serie af hit singler på Chanecellor Records, og blev populær i hele USA efter at have optrådt på American Bandstand første gang 19. juni 1958. Han deltog i showet mere end 20 gange. Fabian blev et teenage‑idol i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 60'erne, hvor elleve af hans sange nåede Billboard Hot 100, og hans optræden udstrålede en rå energi, der gjorde ham til en af de tidligste rockstjerner.
I 1959 tjente han 250.000 dollars om året.





Da han var 18, havde han indspillet dusinvis af hitsingler, herunder "I’m a man", "Hound Dog Man", "Turn Me Loose” og hans største hit,"Tiger", der nåede nr. 3 på de amerikanske hitlister. Det blev til ialt otte albums og to guldplader for "Turn Me Loose" og "Tiger" og et guld album for "The Fabulous Fabian".
Hans karriere som sanger endte, da han var 18 og blev købt ud af sin kontrakt med Marcucci til fordel for en syv‑årig aftale med 20th Century Fox. "Jeg følte mig kontrolleret. Jeg følte mig som en marionetdukke", udtalte han om tiden i pladebranchen. "Det var skræmmende og noget i stil med et treårigt mareridt".
Fabian undgik militærtjeneste under Vietnam‑krigen ved at blive erklæret "uegnet til tjeneste” efter at have fremlagt en lægeerklæring om, at indtræden i hæren kunne få ham til at udvikle homoseksuelle tendenser.
Han tilbragte de næste tretten år med at koncentrere sig om skuespil.
Fabians karriere hos 20th Century‑Fox startede med indspilningen af "Hound Dog Man", 1959. ”The Psychotronic Encyclopedia of Film” viste et billede af ham til en prøvefilmning, hvor han dukkede op i nøjagtig samme tøj, som Elvis Presley bar i ”Love Me Tender”.



Fabian og Brenda Lee.



Filmen blev ingen succes, men Fox brugte Fabian i en del biroller. De fleste af hans tidlige film var komedier, hvor han spillede en rastløs teenager med forkærlighed for at synge. Senere kom han til at arbejde sammen med John Wayne i "North to Alaska" og Bing Crosby i "High Time". Fabian har også spillet med James Stewart i "Mr. Hobbs Takes A Vacation" og "Dear Brigitte". Han fik stor kritikerros for sin præstation som en psykotisk morder i TV-filmen ”A Lion Walks Among Us". Den var stærkt kontroversiel på grund af sit voldelige indhold, og mange stationer nægtede at vise den. Produktionen var det første tv‑program nogen sinde, der kørte en time uden reklamer.
I november 1965 underskrev han en multi‑picture deal med American International Pictures og indspillede adskillige film for dem, herunder en rolle som Pretty Boy Floyd i ”A Bullet for Pretty Boy”, 1970. Han spillede også Josh Ashley i ”Little Laura and Big John, 1973. Han indspillede ialt over 30 film.
Fabian har været gift tre gange. Hans første ægteskab var med modellen Kathleen Regan i 1966-79. I oktober 1975 blev han anholdt efter et skænderi med Regan, hvor han blev anklaget for at slå hende. I 1978 blev han skadet under et bilvæddeløb og delte under en retssag omkostningerne med sin modpart.






"Jeg har set ham optræde, og han har stadig stor karisma på scenen", siger Karen Schoemer", musikkritiker på New York Times.  "Han har en slags punk rock energi". Det er da heller ikke uden grund, at en orkan er blevet opkaldt efter ham, hvilket vakte stor opsigt, da det skete. Fabian har de seneste år været efterfølger for Dick Clark som vært på snesevis af optrædener under den såkaldte "Caravan of stars" turné, hvor han samler de rockkunstnere, der stadig lever, og genskaber stemningen fra American Bandstand foran et stort publikum. Han modtog en af showbusiness’ højeste udmærkelser, da han blev hædret med en stjerne på Hollywood Walk of Fame den 8. januar 2002 efter over 40 års live optræden. 



Fabian live med "Tiger", 1959.




Fabian live med "Turn me loose", 1959.





Fabian "I'm a man", 1959.



fredag den 15. marts 2013

The Rolling Stones. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 42




Keith Richards og Mick Jagger var barndomsvenner og klassekammerater i Dartford i Kent, indtil Jaggers flyttede. De så hinanden igen i 1960, da Richards mødte Jagger på Dartford banegården med en bunke Chuck Berry og Muddy Waters sange under armen.  Genren var en dyb fælles fascination og blev grundlaget for deres musikalske partnerskab. Richards og Jagger mødte Brian Jones, da han spillede slide guitar med Alexis Korners skelsættende London R&B band, ”Blues Incorporated”, på Ealing Jazz Club, som også havde kommende Rolling Stones-medlemmer Ian Stewart og Charlie Watt som musikere.

Fra venstre: Charlie Watts, Brian Jones, Keith Richards, Mick Jagger og Bill Wyman, 1965.



Stewart og Jones stiftede et R&B band, der spillede Chicago blues. Udover Stewart, Jones og Jagger, inkluderede den første generalprøve på det endnu unavngivne band Richards på Jaggers foranledning. I juni 1962 bestod bandet af: Jagger, Jones, Richards, Stewart, Taylor og trommeslageren Tony Chapman. Ifølge Richards, døbte Jones bandet under et telefonopkald fra Jazz News, hvor han blev spurgt om et bandnavn. Jones fik øje på en Muddy Waters LP der lå på gulvet, hvor et af numrene var "Rollin' Stone".
"Rollin' Stones" spillede deres første koncert i juli 1962 på Marquee Club. Deres materiale omfattede Chicago blues samt Chuck Berry og Bo Diddley numre. Bassist Bill Wyman trådte ind i gruppen i december 1962 og trommeslager Charlie Watts, januar 1963. Andrew Loog Oldham, tidligere presseagent for Beatles, blev bandets manager, fordi han var for ung til at få en agentlicens. Han var nitten år og yngre end alle bandets medlemmer. Oldham fik ændret stavningen fra "The Rollin' Stones" til "The Rolling Stones" samt Richard’s efternavn, til Richards, fordi det lød bedre. Stewart passede ikke ind i Oldhams idéer, siger Wyman. "Han ville have smukke, slanke, langhårede drenge". Steward blev derfor taget ud af bandet i maj 1963 og blev road manager og lejlighedsvis pianist indtil sin død i 1985.
Oldham fik gruppen ind under Decca Records, der manglede en match til Beatles, og Rolling Stones fik en kontrakt på meget favorable vilkår. De fik det tredobbelte af den normale royaltysats, og fuldt ejerskab og kunstnerisk kontrol med deres optagelser. Aftalen tillod også bandet ikke at bruge Deccas lydstudier, men derimod gå til Regent Sound Studios, et mono studie udsmykket med æggebakker i loftet som lydisolation, hvor de følte sig mere hjemme. Oldham, der ingen erfaring havde på området, blev bandets producer. Han præsenterede med vilje Rolling Stones' brug af uafhængige studier for at karakterisere dem i musikpressen som mere rå og uafhængige end Beatles. Oldham forklarede, at Beatles' pligt til at optage i EMI’s kommercielle studier gjorde dem til "almindelige dødelige stivstikkere”, mens sveden sprang af Rolling Stones, når de gik i studiet. Han præsenterede Rolling Stones som de grimme modsætninger til Beatles og fik et foto af dem uden smil på forsiden af deres første album. Han opfordrede også pressen til at bruge provokerende overskrifter som "Ville du lade din datter gifte sig med en Rolling Stone?" Selv om Oldham oprindeligt havde iklædt bandet identiske jakkesæt, vendte de hurtigt tilbage til afslappet tøj under deres optrædener. Bill Wyman siger: "Vores omdømme og image som de slemme drenge kom på det tidspunkt. Vi var den første popgruppe til at gøre op med hele Cliff Richard- halløjet, hvor optagebåndene gjorde små dansetrin, bandsene bar identiske uniformer og havde Tivoligarde-trommer".


Mit singerede foto af bassist Bill Wyman.



En coverversion af Chuck Berrys "Come On" var Rolling Stones' første single, udgivet den 7. juni 1963. Decca købte kun én enkelt annonce for at fremme salget, men på Oldhams opfordring købte fan‑klubbens medlemmer så mange kopier i pladeforretningerne, at singlen blev efterspurgt af radioen og endte med at blive nr. nogenogtyve på de britiske single hitlister. Senere på året arrangerede Oldham bandets første store engelske koncertturné som opvarmning for amerikanske stjerner, herunder Bo Diddley, Little Richard og The Everly Brothers.
Under denne tour indspillede The Rolling Stones deres anden single, Lennon‑McCartneys nummer ”I Wanna Be Your Man", det nåede nr. 12 på de britiske hitlister. Deres tredje single, Bo Diddleys "Not Fade Away", blev udgivet i februar 1964 og nåede nr. 3.
Oldham så imidlertid ingen fremtid i at miste betydelige royalties ved at spille sange af "midaldrende sorte", musikere, og det begrænsede deres appel til teenagepublikummet. På hans opfordring begyndte Jagger og Richards at skrive nye sange til bandets første album, ”The Rolling Stones”, 1964.
The Rolling Stones' første USA‑turné i juni 1964 var med Bill Wymans ord, "en katastrofe". "Da vi ankom, havde vi ikke noget hit der, eller noget, der trak i vores retning overhovedet". Da bandet optrådte på Dean Martins TV show, hånede Martin både deres hår og deres optræden. Under turnéen besøgte de to dage Chess Studios i Chicago, hvor de mødte mange af deres vigtigste påvirkninger, herunder Muddy Waters. Møderne omfattede indspilningen af det, der ville blive Rolling Stones' første nummer 1 hit i UK: ”It’s All Over Now” og året efter blev "Satisfaction" udgivet.
  I løbet af 1966‑1969 turnerede de verden rundt og opdaterede konstant deres repertoire med mange store hits som "Let’s spend the night together", (1967), "Sympathy for the Devil" (1968) og "Honky Tonk Women", (1969). Den utrolige, internationale succes gav bagslag. Richards og Jones begyndte at blive jaget af myndighederne på grund af deres brug af stoffer allerede i 1967, efter at News of the World havde bragt artiklen "Pop Stars og narkotika: Kendsgerninger, som vil chokere dig". Serien beskrev påståede LSD parties arrangeret af The Moody Blues og med deltagelse af topstjerner, herunder Pete Townshend fra The Who og Creams Ginger Baker. De henviste også til indlæggelser af førende rockmusikere på grund af stofmisbrug. Den første artikel anklagede Donovan, den anden offentliggjort den 5. februar handlede om The Rolling Stones.
En reporter, der havde bidraget til historien tilbragte en aften på den eksklusive London‑klub Blaises, hvor et medlem af The Rolling Stones angiveligt tog flere Benzedrin-tabletter, viste en klump hash og inviterede alle de tilstedeværende hjem til sin lejlighed for at fyre en fed. Artiklen hævdede, at dette var Mick Jagger, men det viste sig at være forkert. Reporteren havde faktisk hørt Brian Jones. Om aftenen da artiklen blev offentliggjort dukkede Jagger op på et talkshow og meddelte, at han ville indgive en stævning for injurier mod artiklen.
  Ikke desto mindre havde Rolling Stones store problemer med Brian Jones' stof‑og alkoholmisbrug, der ødelagde hans tale og udseende, så andre musikere måtte tage hans plads. Den 3. juli 1969 druknede Brian Jones i swimmingpoolen ved sit hjem, Cotchford Farm i Hartfield, East Sussex af en overdosis. Efter Richards og Jaggers godkendelse, tog guitarist Mick Taylor Brians plads. Brians død i en alder af 27 gjorde ham til en af de første medlemmer af den berygtede "27 Club" af rockstjerner som døde i den alder (Her i blandt Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison og Curt Cubain). Selvom Brians kontroverser med sine band‑kammerater og hans talrige anholdelser var forårsaget af hans personlige problemer med narkotika, fik både Richards og Jagger skylden ved Brians død. The Rolling Stones var booket til at spille til en gratis koncert i Londons Hyde Park, to dage efter Brian Jones' død, og de besluttede at holde fast ved deres optræden som en hyldest til Jones. Koncerten, deres første med Mick Taylor, blev udført foran omkring 250.000 fans. Jagger læste et uddrag fra Shelleys ”Elegi Adonais” og slap tusindvis af sommerfugle fri til minde om Jones, før de åbnede deres sæt med Johnny Winter nummeret "I'm yours and I'm hers".

Mit signerede foto af Ronnie Wood, guitar, basguitar og mundharmonika.



Tabet af et af deres stiftende medlemmer var smertefuldt for Stones. Men i slutningen af 1960'erne nåede deres kreativitet nye højder. Deres album "Beggars Banquet" (1968) og "Sticky Fingers" (1971) var blandt de mest populære albums, de nogensinde har lavet med hits som "Wild Horses" og "Brown Sugar".
I løbet af 1970'erne forblev The Rolling Stones det største band i verden, selv om de rivaliserede med Led Zeppelin. The Stones havde tusindvis af live‑optrædener og multi‑million pladesalg med hits som "Angie" (1973), "It's only rock'n roll", (1974), "Hot Stuff" (1976) og "Respectable" (1978).
The Rock and Roll Hall of Fame optog Rolling Stones i 1989,og udtalte: "Kritikerros og populær konsensus har tildelt dem status som verdens største Rock and Roll Band".  Rolling Stone Magazine placerede dem som nr. 4 på deres liste over de 100 Greatest Artists of All Time, og deres albumsalg anslås at have været mere end 200 millioner på verdensplan.

Fra venstre: Ronnie Wood, Mick Jagger, Keith Richards og Charlie Watts under deres 50 års jubilæumsturné, 2012.






Rolling Stones første single fra 1963, Chuck Berrys "Come On".




"Respectable", 1978.



Interview og klip med The Rolling Stones i anledning af deres 50 års jubilæumsturné, 2012.


onsdag den 13. marts 2013

Fortælling: DEN GAMLE KEJSER AF JAPAN



Fortælling: RTK til bogen DET BEDSTE AF DET BEDSTE PÅ EN OPDIGTET ONSDAG 2.
Tegning: April Lauring



Den gamle kejser af Japan var shintoist, da buddhismen begyndte at trænge ind i hans rige. Han troede på bjergguden, flodguden, bambusguden og perleguden, og han elskede naturen omkring sig.
Så blev den gamle kejser imidlertid syg. Bleg lå han i mørket i indelukkede rum. Da var det, buddhistmunkene kom til ham.

- Du skal lære at sige AUM! sagde de. Være et med dine genfødslers kreds.
Sig AUM!

- ÅUM, sagde den gamle kejser.

- Luften helt ned i maven, sagde de buddhistiske munke. AUM!

- ÅUM! sagde den gamle kejser.

- Det er ikke nemt at lære en gammel hund nye tricks, hviskede den ene buddhistmunk til den anden.

- ÅUM! sagde den gamle kejser.

- Lyt til din vejrtrækning, træk vejret helt ned i maven, sagde de to buddhistmunke i munden på hinanden. AUM!

- ÅUM! sagde den gamle kejser.

- Forestil dig Nirvanas definitive ro, sagde de. AUM!

- ÅUM! sagde den gamle kejser og så døde han.

- Det var nu hans karma, sagde buddhistmunkene, og så bukkede de og gik deres vej.

- ÅUM! sagde hele hoffet efter dem.


 

fredag den 8. marts 2013

Cliff Richard and The Shadows. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 41


Cliffs signatur på et klassisk ungdomsbillede i skrædderforretningen, hvor han mødte The Shadows.



Sir Cliff Richard blev født Harry Rodger Webb den 14. oktober 1940. Han er den tredje mest solgte singlekunstner i Storbritanniens historie med et samlet salg på 21 millioner plader. På verdensplan har han solgt omkring 250 millioner.
    Harry Rodger Webb blev født i Indien på King George Hospital, Victoria Street i Lucknow, som dengang var en del af Britisk Indien eller British Raj. Han blev interesseret i skiffle som 16-årig, hvor hans far købte ham en guitar, og han dannede i 1957 vokalgruppen Quintones.
Harry Webb blev til Cliff Richard, fordi navnet Cliff (klippe) havde samme betydning som rock og tekstforfatter Ian Samwell foreslog tilnavnet Richard som en hyldest til Harry Webbs musikalske helt Little Richard.
  Cliff Richard var netop i starten en oprørsk rock and roll sanger i stil med Little Richard og Elvis Presley. Han dominerede den britiske populærmusik scene i præ‑Beatles-perioden i slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne. Hans 1958 hit single "Move It" er ofte beskrevet som storbritanniens første rock and roll-nummer, og John Lennon har engang hævdet, at "før Cliff and The Shadows, havde der ikke været noget, der var værd at lytte til i britisk musik".
  The Shadows mødte første gang Sir Cliff i en skrædderforretning i Soho, hvor han var ved at blive iført en scenejakke. "Move it" blev deres første fælles hit, men dengang kaldte gruppen sig The Drifters. Det gav imidlertid juridiske problemer med det amerikanske band af samme navn, og i 1959 tog de navneforandring til Cliff Richard and The Shadows.


Her er det gået lidt hurtigt. Autografjægeren er kommet til at lægge fotografiet den forkerte vej foran Cliff, da han signerede billedet, men det fortæller jo en historie i sig selv.



Cliff og skyggerne står bag en perlerække af topplaceringer på hitlisten, herunder ”Living Doll”, 1959, ”Travellin 'Light”, 1959 ” og ”Please don’t tease me”, 1960. The Shadows indgik en kontrakt, der indebar, at de kunne have en selvstændig karriere ved siden af samarbejdet med Cliff Richard, men ingen af parterne fik nogen sinde et gennembrud i USA, selv om deres udgivelser var en verdenssucces. Cliff and The Shaddows optrådte på The Ed Sullivan Show, som var afgørende for Beatles gennembrud i USA, men det gav dem ikke den forventede respons. 


The Shadows:  Jet Harris, bas, Tony Meehan, trommer, Hank Marvin leadguitar, Bruce Welsh rytmeguitar.




Til Shadows' ærgrelse nåede deres nummer ”Apache” en placering øverst på hitlisterne i USA i kraft af en genindspilning af den danske guitarist Jørgen Ingemann, som var næsten uændret i forhold til deres eget internationale hit. 
Cliff Richard and The Shadows spillede med i seks film fra debuten ”Serious charge”, 1959 til ”The Young Ones”, 1961, ”Summer Holiday, 1963, “Wonderful Life”, 1964  og “Finders Keepers”, 1966. Det skabte genren "Cliff Richard musical" og førte til, at han blev udnævnt til biografernes største trækplaster i Storbritannien i både 1962 og 1963, hvilket overgik selv James Bond. Titelsangen fra ”The Young Ones” blev hans bedst sælgende single i Storbritannien, der solgte over en million eksemplarer.
  I et interview med The Daily Telegraph udtalte Hank Marvin: "The Shadows fortjener anerkendelse for at være Storbritanniens første rock and roll band, men The Beatles og The Rolling Stones bliver altid omtalt som pionererne. Pressen er ikke klar over, at vi på det tidspunkt allerede havde en international karriere og en massiv indflydelse over hele verden med undtagelse af USA. Det skyldtes pengemændene bag bandet, at vi blev ledt i en gammeldags retning. Vores manager, vores agenter, alle omkring os var ældre mænd, og de var alle enige om, at rock'n'roll ikke ville holde. Vi var ganske unge, og vi gik med til det. Pludselig var det varieteshows, folk forbandt os med. Vi burde have lyttet til George Harrisons råd og sunget på vores numre. Vi var nogle idioter, fordi vi forblev en instrumentalgruppe". The Shadows har ikke desto mindre været det mest succesfulde instrumental band i britisk musikhistorie, selv om deres karriere kunne have udformet sig anderledes.


Min autograf af Hank Marvin fra The Shadows.



Hank Marvin mødte George Harrison i 1965 kort efter, at The Shadows havde udgivet ”Don’t make my baby blue”. Indspilningen var en sjældenhed, fordi det er det eneste nummer, The Shadows synger på.
Hank Marvin husker: "Jeg stødte ind i George Harrison i Abbey Road studierne, og han fortalte mig, hvor meget han satte pris på vores musik. Lyt til mit råd, sagde han, glem alt om at være en instrumental gruppe og begynd at synge".
Selv om Hank Marvin ærgrer sig over beslutningen om, at The Shadows skulle forblive et instrumentalband, så kan han trøste sig ved den kendsgerning, at bandet den dag i dag er ekstremt populære. De var sidste år på 50 års jubilæums-turné med Cliff.
Cliff Richard and The Shadows har haft mere end 130 singler, albums og EP’er på Storbritanniens Top 20, hvilket er rekorden. Sammen med Elvis Presley har Cliff også rekorden som den eneste kunstner, der har ligget på den engelske single hitliste i alle de årtier, han har optrådt fra (1950'erne til 0'erne). Han er den eneste sanger, der har haft en nr. 1 single i Storbritannien i fem på hinanden følgende årtier: 1950'erne frem til 1990'erne, og han har modtaget ordenen ”Order of the British Empire”, for sin enestående musikalske karriere. 


Cliff Richard and The Shadows live med deres gennembrud "Move it", 1958.




En desværre afhugget live-udgave af The Shadows eneste sangnummer "Dont make my baby blue" fra 1965.



Cliff Richard og The Shadows live med deres største salgssucces: "The young ones", 1962.



"The young ones" live fra 50 års jubilæumsturnéen, 2012. Det er lige før, den er bedre end originalen.