onsdag den 13. marts 2013

Fortælling: DEN GAMLE KEJSER AF JAPAN



Fortælling: RTK til bogen DET BEDSTE AF DET BEDSTE PÅ EN OPDIGTET ONSDAG 2.
Tegning: April Lauring



Den gamle kejser af Japan var shintoist, da buddhismen begyndte at trænge ind i hans rige. Han troede på bjergguden, flodguden, bambusguden og perleguden, og han elskede naturen omkring sig.
Så blev den gamle kejser imidlertid syg. Bleg lå han i mørket i indelukkede rum. Da var det, buddhistmunkene kom til ham.

- Du skal lære at sige AUM! sagde de. Være et med dine genfødslers kreds.
Sig AUM!

- ÅUM, sagde den gamle kejser.

- Luften helt ned i maven, sagde de buddhistiske munke. AUM!

- ÅUM! sagde den gamle kejser.

- Det er ikke nemt at lære en gammel hund nye tricks, hviskede den ene buddhistmunk til den anden.

- ÅUM! sagde den gamle kejser.

- Lyt til din vejrtrækning, træk vejret helt ned i maven, sagde de to buddhistmunke i munden på hinanden. AUM!

- ÅUM! sagde den gamle kejser.

- Forestil dig Nirvanas definitive ro, sagde de. AUM!

- ÅUM! sagde den gamle kejser og så døde han.

- Det var nu hans karma, sagde buddhistmunkene, og så bukkede de og gik deres vej.

- ÅUM! sagde hele hoffet efter dem.


 

2 kommentarer:

  1. Der er flere moraler, men en af mine er i hvert fald, at det er UALMINDELIGT svært at lære en gammel hund nye tricks!:0)
    Lige så svært som det er at stille forskellige kulturretninger eller trosretninger i klinch med hinanden, fordi det er indholdet, og ikke formen, det handler om.

    SvarSlet