søndag den 26. maj 2013

fredag den 24. maj 2013

Jeg er en af deltagerne i SJÆL OG VIDENSKAB på DR2 Tema i morgen lørdag d. 25/5

... kl. 20-22.20 med en af de oversanselige oplevelser, der har betydet mest for mig.



Fra Kristeligt Dagblad, fredag d. 24. maj 2013.

onsdag den 22. maj 2013

Nyeste historie til novellesamlingen med arbejdstitlen EN VRANGMASKE I VORHERRES STRIKKETØJ ...


... som jeg laver sammen med en lang række danske kunstnere. MANDEN I TRÆET er skrevet over en naturcollage af trækunstneren Leo Larsen.




MANDEN I TRÆET

Naturcollage af Leo Larsen

 Jeg har boet her længe. Hvor længe er mig ligegyldigt. Mit Skæg har fået tid til at vokse sig stort, fordi jeg aldrig kan flytte. Min hud er blevet rå og hård som bark. Mit hus er vel heller ikke det værste. Her er kun et eneste rum, hvor man kan bo nogenlunde. Det er godt nok uden vinduer og døre og på sæt og vis ikke noget passende opholdssted for et menneskeligt væsen, højst for biller, ørentviste og larver. Her er ingen magelige trapper, der fører op til nydelige kvistkamre med storslået udsigt eller ned i dybe kældre med vinfade og øltønder.  Ingen arkitekt har spildt diagrammer eller blækklatter på dette hus. Det er ikke bygget. Her er ingen altan. Slyngplanterne mangler på espalieret, for der er intet espalier, der når helt op til taget. Disse mangler generer mig på den anden side set ikke. Tværtimod, mit vemod har andre årsager. Mine anelser har altid forudset en bedre og lysere fremtid for mig, som stemmer over ens med min sjæls inderste, der altid har ventet bedre tider på den anden side af den fattige nutid. 
  Min bolig er smuk, og den har det store fortrin at være billig. Oven i købet giver den mig den ro, jeg behøver for at kunne fortsætte mine studier af livet. Det har været en udfordring for mig at være en kæmpe, når træet, jeg bor i, er så lille. Jeg tænkte ikke på det, da jeg flyttede ind. Det er så længe siden, at jeg dårligt kan huske det. Det var i mine unge dage. Alle mennesker var kæmper dengang og levede gennem århundreder. Verden var ved at blive skabt. Jeg var betaget af det flotte nøglehul. Mit træ er verdens eneste træ med nøglehul, og i mine unge dage kunne jeg springe ud og ind så let som ingenting. Nu har jeg intet spist i mange hundrede år, mens skovene er vokset og forgået. Jeg søger næring fra træets rødder og de dugperler, jeg kan slikke af træets indre. Jeg er begyndt at tænke som træet. Jeg tager den med ro. Mennesket er blevet så lille siden min tid. Deres frodighed er forsvundet og erstattet af angst. Kæmperne var aldrig bange.
  Da jeg var lille, fandt jeg mange venner, der ønskede det samme som mig. Der var kæmper overalt lige fra Atlas og kæmpen fra Cumberland til Hiranyaksha. Vi stillede vores rene hjerter til jordens rådighed fra havets første dyr besteg det tørre land. Der var krige, drab og uenighed fra starten, men vi var lysende og stærke. Verdens blodofre standsede os ikke. Vores sammenhold var stærkt. Alt fra stammekrige og skrumpehoveder til ridderdyster og korstog eller hundredeårskrige eller oliekrige har jeg fortrøstningsfuldt gennemlevet.





  
Min udfordring kom først den dag, da jeg ikke kunne komme gennem nøglehullet i mit træ. Det var vokset, men jeg var vokset mere. Jeg var blevet for stor. Ganske vist kun lidt for stor i begyndelsen, men jeg skulle udvikle mig til en kæmpe, hvad jeg ingen anelse havde om. Alle mennesker var kæmper, da jeg blev født, men livet voksede os over hovedet. Træet blev enormt. Det blev næsten lige så stort som jeg selv, og det havde en anden tid. Det så verden med andre øjne. Omsluttede mig. Det er længe siden, jeg har kunnet bevæge mig. Jeg er fastspændt i træets stamme. Det kildrer, når blade og kviste om efteråret flyver ind i mit øje, eller når små skovspurve om foråret sætter sig på nøglehullets kant og fløjter. Verden er blevet til en anden, siden træet og jeg var unge. For mig er det som i går, da de beslutninger, som nornerne tog, blev skrevet ned med runer på træ. I går fældede de træer til både og skjolde. De kunne bruge en gren, som flossede i enden, som tandbørste.
Mennesket er blevet mindre, men de har altid boet i en verden af træ. Deres hjem og brænde var af træ. Skovlhjul, plejle og møllevinger var af træ. Tidligt i morges hørte jeg den svage dunken, da de begyndte at hugge skoven om til trælast. De malede med trætjære. De byggede vældige sejlskibe, der øjeblikket efter under det gamle træ fremviste skimlede splinter, og her og der stak plukkeværket op gennem tjæren i nådderne som vråer. Så mange træer er kæntret og forlist. Endt som splintrede planker. Træskærerne var i kontakt med dryaderne. De skar altre og krucifikser af levende træ som et tegn på menneskets håb, mens mennesket blev mindre og mindre. Deres væsen var af træ, men kun kæmperne huskede på det. Alt fra vuggen til kisten var af træ. Totempæle og dansemasker. Hængebroer og rambukke. Galge og rok. Det var først i dag, at de fik ødelagt skovene. Højlandsindianerne i Peru ramtes bredt af hudkræft. Regnskoven i det sydøstlige Peru var ramt og oversvømmet. En tredjedel af de fisk, indianerne plejede at fange, var forsvundet. De gamle, velkendte planter var muteret, og nye var kommet til. Mange landsbyer i regnskoven og højlandet måtte flytte. Kaiman-aligatoren kunne ikke udruge sine æg, fordi skiftene mellem flod og ebbe blev så hurtige, at den ikke kunne nå det.
  Vejret fulgte skovenes ødelæggelse med hede, kulde, styrtregn og storme, der smadrede træer og huse. Det eneste, der stak op af bygningerne var fundamentet. Alt var pulveriseret. Store, tunge lastbiler var væltet, og militærkøretøjer var krøllet sammen som papir. Det var mægtige kræfter, der var på spil. De vældigste storme nogen sinde. Millioner var uden strøm.  
Jeg bor i verdens sidste træ. Jeg vidste ikke, at træet, jeg flyttede ind i, var Ask Yggdrasil. Jeg græder tårer af guld, men ingen ser dem falde. 

tirsdag den 21. maj 2013

Vordingborg fortællefest


Jeg har netop optrådt på STARS i Vordingborg, men nu har du chancen for at høre en række af danmarks andre eminente fortællere til Vordingborg fortællefest:


torsdag den 2. maj 2013

BEDSTEMOR BOB OG SØDE SALLY SUKKERTOP. Samlet udgave på vej.

I dag sprang jeg i luften og fik afleveret en ny-gennemskrevet version af alle BEDSTEMOR BOB OG SØDE SALLY SUKKERTOP historierne til forlaget Alvilda, og det hele bliver gennemillustreret i farver af herlige Ida Gantriis.



Foromtale af arrangement i Jyderup 7. maj 2013






Møghættens far underholder med kulørt trio

Jyderup Posten 30.  april  2013, 1. sektion, side8
Forfatteren Rune T. Kidde og Christian Søgaard-Trioen underholder i Jyderups gamle Byrådssal.






Rune T. Kidde står bag talrige bøger for børn og voksne. Foto: Marianne Kidde



Af ELISA HAUERBACH
JYDERUP: 

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når » kultforfatteren «Rune T. Kidde serverer nogle af sine » Ækle Æventyr og andre Æskapader « i selskab med Chr. Søgaard Trioen.
Det sker tirsdag den 7. maj om aftenen.
Med støtte af Statens Kunstråd, har kulturgruppe i Jyderup og Holbæk bibliotek arrangeret at multikunstneren lægger vejen forbi Jyderup. Rune T. Kidde er blandt andet kendt for sine » skæve « tegneserier om blandt andet » Den lilla møghætte og pulven « . Han har skrevet mere end 100 bøger til børn og voksne, og har arbejdet for et bredt udvalg af danske aviser og blade, samt skrevet teaterstykker og indspillet cd'er. 






Den 7. maj gæster » Den lilla Møghætte's « far -forfatteren Rune T. Kidde og Christian Søgaard-Trioen den gamle byrådssal i Jyderup. Pr-foto.


Samarbejde med glimt i øjet
Samarbejdet mellem Rune T. Kidde og Chr. Søgaard går langt tilbage.
Den 7. maj kan publikum høre tekster af Kidde og musik af Søgaard, samt jazz-klassikere, som Kidde oversætter eller skaber helt nye tekster til. Der bliver mulighed for at høre flere helt nye numre, hvor der er digtet om alt fra kærlighed til modersmål, og drømme om at ligge på den lade side og leve sit liv con amore alt serveret med et lunt glimt i øjet.
Det lune gemyt er de fire herrer fælles om.
Trioen består af Christian Søgaard, sanger, entertainer og harmonikaspiller.
Han har tidligere kørt landevejene tynde sammen med bl. a.
Poul Dissing og Benny Andersen og mange flere fra toppen af dansk musikliv.
Han har i årevis været fast akkompagnatør for den grønlandske sanger, Rasmus Lyberth.
Morten Nordal er trioens guitarist, kendt for sin mesterlige teknik der nærmest giver guitaren sin egen stemme. Han har ligeledes bevæget sig i mange musikgenrer og er tidligere kåret som » Årets fynske jazzmusiker « . Trioens tredie mand er Jens Holgersen, som med sin kontrabas lægger den solide og særdeles velswingende bund i musikken. Jens har som de to andre musikere, en lang karriere indenfor jazz og folkemusik.
Billetter kan købes på Jyderup Bibliotek eller ved indgangen til » Den Gamle Byrådssal « .